Nyt fra campingvognen
Maj måned er gået, og vi er kommet Zambia en hel del nærmere. Vi har købt flybilletter med afgang fra København søndag d. 31. juli uden at vide hvornår vi igen er på dansk jord... Spændende? Ja. Skræmmende? Ja. Skønt? Også ja!
Den næste måned bliver der derfor run på kaffeaftalerne inden vi selv, med resten af den danske befolkning, går på ferie. Vi skal på stævne i Kolding i uge 28, familieferie med Malenes familie i uge 29, og så har vi kun uge 30 tilbage som slutter med bryllup på Sjælland og derefter afrejse.
Hvad skal I så få tiden i Zambia til at gå med?
At fordrive tiden bliver bestemt ikke problemet, snarere at prioritere opgaver og idéer så vi også kan nå at nyde at have pool i 'baghaven'. Andreas bliver ansat på Kaniki Bible College som Marketing Director (glemte vi at sige at Zambia er titlernes land?) med den primære opgave at forny og vedligeholde hjemmeside, nyhedsstrøm og andre materialer til nye elever og sponsorer. Skolen har de sidste år gennemgået en rivende udvikling og ønsker at åbne mere op for både amerikanske studerende og sponsorer - det sætter et andet krav til marketing end tidligere.
Hvorfor arbejde på en bibelskole? Handler det ikke bare om at få givet så mange som muligt noget at spise?
I Zambia spiller kirken - og dermed præsten/kirkelederen - en hel anden samfundsrolle end vi kender det i Danmark. Mange af bibelskolens tidligere elever er ikke kun ansvarlige for voksende kirker, men har flere steder været med til at starte skoleprojekter, lokale klinikker, madprogrammer og anden hjælp til samfundets svageste. At uddanne og træne præster handler derfor om mere end teologi, det er også økonomi, landbrug og især personlig udvikling - rollen som samfundsleder kræver sin mand.
Det ville til enhver tid være lettere at markedsføre et projekt, hvor man kunne vise billeder af sultende børn, men omend Kaniki ikke er en bestseller er det imidlertidig et projekt som gavner i generationer både til kirke- og samfundsvækst.
Det var lidt om Kaniki, med hvad har fået jer til Zambia?
Afrika har været en livskabt drøm for Malenes vedkommende, en drøm som Andreas til fulde har taget til sig og gjort til sin egen. Vi er forelskede i kulturen, i en andrrledes og på mange måder mere afslappet livstil, i den vilde natur, i de mange smil og evigt glade mennesker, og klimaet er også næppe svært at elske - mon ikke vi i gennemsnit ligger på 25 grader.
Vi kunne altså nemt have valgt Zambia udelukkende på charmen, men når hjertet banker hurtigere når Afrika bringes på banen så er det fordi vi tror at vi med vores sammensætning af personligheder, gaver og evner kan være med til at skabe en forskel i den lille bid af Afrika som vi bliver en del af.