Albert fik sit hemmelige bønnesprog

Jeg har tidligere præsenteret min darling, Albert Junior. Siden sidst har Junior tabt sine to fortænder og modtaget sit ‘hemmelige bønnesprog’ (også kaldet ‘tungetale’). Ingen af delene har gjort ham mindre charmerende.

Børn bliver fyldt med Helligånden

Tirsdag, børnekonferencens 3. dag, bad vi Helligånden fylde alle børn som ønskede det. Jeg havde brugt tre dage på at undervise hvad Jesus fortæller om Helligånden, hvem Helligånden er, og hvorfor det er vigtigt at tale sit ‘hemmelige bønnesprog’. På min opfordring var omkring 80 børn stimlet sammen på scenen klar til at modtage Helligånden. Luften var fyldt med forventning. Noget i mig forsøgte at trænge igennem “Hvad stiller du op hvis intet sker?” og samtidig vidste jeg at Bibelen er klar; Gud ønsker at give Helligånden til alle sine børn.

Vi bad en simpel bøn og derefter opmuntrede jeg børnene til at begynde at tale deres nye ‘bønnesprog’. Stilhed i få sekunder. Derefter åbnede Himlen sig, og Helligånden faldt som jeg aldrig har set det før. Langt størstedelen af børnene brød i ét nu ud i deres nye ‘bønnesprog’. Også Albert Junior som stod klemt blandt de forreste børn. Selv da børn begyndte at mase sig frem og tilbage omkring ham, blev han stående med lukkede øjne og sit tandløse smil, mens læberne kørte uafbrudt med hans nye ‘bønnesprog’. I 40 minutter.

Scenen var fyldt med børn som var helt væk i deres nye ven, Helligånden. Efter en time var gulvet stadig dækket af børn på deres grædende knæ. Jeg gik i blandt dem og lyttede til deres ‘bønnesprog’, det var helt fantastisk!

Børn hører Guds stemme

De følgende to dage brugte vi på at træne vores åndelige ører og øjne til at lytte til Helligånden. Det var ganske kaotisk i begyndelsen og projektet virkede tvivlsomt. Men da jeg dagen efter lyttede til medarbejderne fortælle, hvad børn i deres smågruppe havde hørt Gud fortælle dem, fyldtes mit hjerte igen med taknemlighed.

Vil du høre et par stykker?

• Du skal være en bønnekæmper og stå i gabet for din familie.
• Næsten alle i min familie har tuberkulose, men Jesus fortalte at jeg ikke skal blive syg.
• Jesus fortalte jeg skal være en hyrde.
• Du vil vandre fredfyldt med Helligånden.
• Jeg elsker dig, mit barn. Den fandtes i mange varianter...
• Jeg så Jesus komme og hente sine børn.
• Du skal altid vide at jeg elsker dig og vil bruge dig til at sætte din familie fri.

Ja, ja, men kan børn ikke opdigte den slags? Jo, for os alle tager det jo tid at lære Guds stemme at kende. Derfor er det vores opgave som voksne at vejlede børnene og hele tiden arbejde sammen med Helligånden i bedømmelse af disse budskaber. Samtidig er jeg ikke i tvivl om at børn ofte fanger Guds stemme langt nemmere end os andre, fordi de er meget mere åbenhjertige og tillidsfulde.

Et par stykker havde også syn med engle. Jeg er stadig nysgerrig på at spørge lidt mere ind til deres engle-oplevelser, for jeg ved vi havde englebesøg den uge.

Børn beder til helbredelse

Fredag havde jeg inviteret Manfred, vores præst i kirken, til at komme og undervise om hvordan man beder til helbredelse for syge, og efterfølgende lade børnene bede for de syge der var til stede. Den første vi bad for, var en ung pige som lavede mad til os hele ugen. Hun havde siden en lille pige haft mange problemer med mavesyre. Da børnene bad for hende, oplevede hun en kraftig varme i maven og vidste, Gud rørte hende; mavesmerterne forsvandt. De næste ti børn blev alle helbredt for deres smerter forskellige steder i kroppen da deres venner stimlede sammen omkring dem for at bede. Manfred smilede til mig, det var næsten lidt for nemt, og vi “løb tør” for syge. De små poder er fulde af tro. Bare fortæl hvad de skal gøre, og de tager Gud på hans ord.

Betha var én af børnene der blev helbredt. Her demonstrerer hun dagen efter hvordan hun nu kan bevæge sin venstre arm uden smerte.

Børn vil Gud – og Gud vil børn!

Børn er sultne efter mere af Gud, og alt de venter på er, at vi giver dem anledningen. Helligånden var stærkt til stede hele ugen og gjorde fantastiske ting i børnenes liv. Fredag fortalte en bunke af børn hvad ugen havde gjort ved dem. Det var så trosstyrkende! Vi havde børn som gik 2,5 time hver vej, hver dag, bare for at deltage i vores børnemøder. Og trods store afstande blev stadig flere børn ved at tilslutte sig i ugens løb.

Blandt medarbejderne skete der også fantastiske ting. Medarbejdere som ellers ikke vandrer i det overnaturlige modtog tungetale, profetiske ord og syn, og var dybt berørte af Helligånden.

Vi ved endnu ikke hvad Gud har i vente, men vi fornemmer en ny tid i Zambia; at Gud bevæger sig, og vi er dybt taknemlige over at vi får lov at være en del af det. Vi giver al ære til Gud for hvad han virker!

Malene