Farvel efter 7 Afrika-år

Slut!

7 års hårdt arbejde, 10 måneder med os tæt på, 5 måneders overdragelse, 1 måneds farvel, 9 timer i lufthavnen. Alt sammen nu slut for Malenes forældre som hænger i luften på vej til Zanzibar.

Der har været mange rørende øjeblikke hvor selv stolte mænd måtte græde i afskedem med "Mum & Dad". At se hvor mange mennesker der er blevet hjulpet gennem Ingrid & Torben har været specielt, og de vil blive husket i manges hjerter og bønner.

Vi har haft nogle skønne afskedsfester med forskellige arbejdsgrupper og venner hvor vi har grint så tårerne trillede og også måtte give plads for tårer af sorg. Og ja, der blev også lidt at pynte deres nye kolonihavehus med!

Inden vi rejste afsted sidste år, havde vi en fornemmelse af at hvis Ingrid & Torben rejste hjem efter ét år, ville vi formentlig også rejse hjem. Efter to år mente vi at kunne klare os selv.

Så er vi på vej hjem?

Hvis vi var flyttet primært for at være sammen som familie, ville vi være rejst hjem nu. Men vi rejste fordi vi troede, vi havde en plads at udfylde her. Det tror vi stadig. Faktisk oplever vi langsomt at nærme os vores hjerte her i Zambia mere og mere.

Det er underligt tomt i Kaniki idag – det vil det formentlig være længe endnu. Vi har NYDT tiden sammen og vil SAVNE dem meget.