Børnekonference på langdistance

Vi er langt om længe tilbage ved tasterne og klar til at give en update på livet i Zambia.
Tak til alle som var med til at give os en dejlig orlovstid i Danmark! Vi nyder at kunne være sammen med venner og familie som om vi havde været sammen dagen forinden. Desværre var der også mange vi ikke fik hilst på denne gang, da det primært centrerede sig om at blive familie og have tid til bedsteforældre og vores søskende.

Vi lige vise ham frem...

Vores elskede søn, Noa, har allerede rundet de 3 måneder. Han er en vedvarende kilde til stor glæde, kærlighed og stolthed, og vi nyder i den grad at være blevet familie! Han er en meget veltilpas dreng, sover om natten, og bruger dagen på at sende smil til omverdenen. Der er tale om sand lykke!

Han klarede hjemturen uden det mindste klynk og virker til at befinde sig godt i sit nye hjem. Vi glæder os over at kunne vende tilbage til hverdag og skal lige have fundet vores roller og fordeling af arbejde og privatliv. Heldigvis har vi begge mange opgaver som kan løses hjemme, og det giver stor fleksibilitet og mulighed for at sætte hinanden fri.

...inden vi tager hul på næste begivenhed...

Børnemedarbejder-konference

Næste begivenhed i kalenderen er vores børnemedarbejder-konference sidst i august. Vi har allerede 25 tilmeldte en måned før konferencestart – der er slet ikke så dårligt efter zambianske forhold. Målet er at samle 70 børnemedarbejdere.

Konferencen indeholder 15 lektioners “PowerClub Training” som Kids in Ministry står bag. Vi tilretter lidt og tilføjer hist og her for at gøre undervisningen relevant i Zambia. Alle som gennemfører alle 15 lektioner kvalificerer til at starte en børneklub – en såkaldt “PowerClub” – i deres lokalområde. Vi har opmuntret til at ingen kommer alene men at mindst tre fra samme kirke eller organisation møder op til konferencen. På den måde håber vi at det vil være lettere at vende hjem og starte klub eller bruge undervisningen i nuværende børnearbejde.

Konferencen kommer til at indeholde undervisningsdelen, men også tid til at fremstille forskellige kreative rekvisitter til brug i børneklubberne. Vi oplever tit at folk er begejstrede for at se hvordan man kan bruge forskellige virkemidler i interaktionen med børnene, men når de så vender hjem, bliver det vanskeligt selv at finde kreativiteten frem. Derfor håber vi at kunne give kreativiteten et skub allerede inden medarbejderne sendes hjem.

Vores vinkel på konferencen bliver endnu engang at lede børn ind i Guds nærvær. At børn må erfare en ægte og levende relation med Jesus som de tager med sig livet igennem. Det kræver medarbejdere som selv har smagt Guds godhed og kærlighed. Aftnerne er derfor dedikeret til lovsang, tilbedelse og tid i Guds nærvær, og vi glæder os til hvad Gud har i vente til os.

Økonomisk hjælp til landområderne

Vi har særlig på hjerte at styrke børnearbejde i de mindre byer og lokalsamfund. Det er ikke uden grund at vi særligt har fået hjerte for steder som Misaka, Kazembe eller Evelyne’s kirke som vi besøgte med teamet fra Mariager. Sådanne steder finder vi mennesker som har givet hele deres liv for et bedre liv til deres landsby. Kun få ser nogensinde hvilken passion disse mennesker bærer på, og ofte må de klare sig for meget små midler.

Vi har sat en særlig pulje af til at dække transportomkostninger netop for folk i yderområderne, fordi det er vigtigt for os at de også for mulighed for træning, input og opmuntring. For mange af dem bliver bare det at være en uge i Kaniki, rekreativt og fornyende.

Gå ikke glip af begivenheden

Under vores ophold i Danmark vendte vi nogle tanker omkring involvering i mission – det gælder ikke kun august-konferencen men for alle vores projekter.

1. Kom selv eller tag dine venner med

Dels har vi gode faciliteter og muligheder for at tage imod teams og volontører – så I skal være mere end velkomne! Vi ser igen og igen hvordan Gud berører mennesker, som sætter tid og penge af til at være en velsignelse for andre gennem mission. Så hvorfor ikke lade sommerferiebudgettet gå til ferie med mening og indhold?

2. Løft opgaven i bøn

Dernæst, når vi som i denne tid forbereder os på en begivenhed, vil vi rigtig gerne have jer med. Vi har brug for nogle som vil være med til at bede for os, både før og under konferencen. Vores konferencedeltager har brug for et stærkt møde med Gud, og det kræver jeres forbøn.
Hvis du hører til dem som beder for os, vil vi meget gerne have lov engang imellem at sende dig et nyhedsbrev med konkrete emner til bøn. Så giv os gerne en melding, så føjer vi dig på listen.

3. Giv en anden chancen

Det kan også være nogle har på hjerte at hjælpe medarbejdere fra yderområderne på konference. For kun 100 kr. kan du give en fribillet til en børnemedarbejder, som ellers ikke ville have haft mulighed for at deltage.

Som altid:
Konto: 1569-2056666
Mærk indbetalingen "Børnearbejde, Zambia"

Uanset om du vælger deltagelse 1, 2 eller 3 – så giv det gerne til kende i kommentarfeltet ellers send os en besked. Tak!

Det er vores ønske at vi efter en konference som denne, ikke blot skal aflægge en rapport, men i stedet fortælle hvad vi – sammen, har været med til at løfte. Det håber vi du er frisk på :)