Døden på nært hold

Døden konfronteres vi med igen og igen. Senest farmens 2. mand, Dinah, som døde af leverkræft natten til sidste lørdag. Det er ikke mange måneder siden han var uden symptomer, og på kun få måneder skrumper han ind og afgår til sidst ved døden.

Ikke længe efter han tog sin sidste vejrtrækning, startede begravelsesprocessen.

Funeral House

Stuen i huset bliver hurtigt tømt for møbler for at rumme de mange sørgende. Hele nabolaget kommer forbi storhulkende og grædende højtlydt – zambianerne forstår at komme ud med deres sorg. Kvinderne sidder inde i huset, nogle det meste af dagen, og mændene er samlede udenfor. I hjørnet af stuen sidder Florence, den efterladte enke, og træt hilser på familie, naboer, kolleger og venner.

Familierne på begge sidder tropper også op. Og bliver i flere dage. Og forventer både kost og logi. Ofte har de kun haft transportpenge til udrejsen, skal man sende dem hjem, må man selv betale returrejsen.

Begravelse

Begravelsen finder sted allerede mandag. Først med en ceremoni i kirken –formentlig pga. hans position, normalt ville man nøjes med ceremoni ved gravstedet – med mange hundrede mennesker. Derefter tætpakkes alle køretøjer som eskorterer folk til gravstedet.

Da vi når til kirkegården er isbilen allerede kommet i håb om at kunne lave lidt penge på de mange fremmødte. For nogle ligner begravelsen da også mere en social sammenkomst end det vi kender som begravelse. På kirkegården står gravstenen tæt side om side, og ikke mange har fødselsår før 1960. Dinah blev 36 år, kun ét år yngre end gennemsnitslevealderen.

Mange mennesker er mødt op så det er kun de nærmeste som kan se og høre, hvad der foregår ved gravstedet. Efter at præsten har sagt et par ord, bliver kisten sænket, og derefter er omkring 10 mænd i gang med hakke og skovl for at dække kisten til. Familiemedlemmer smider sig hulkende på kisten og må næsten bæres væk.

Dødens skyggesider

Der er egentlig mange gode elementer i zambianernes måde at håndtere døden på. Selvom det hænder forholdsvis ofte, bruger de alligevel tid på at sørge, mindes og ære den afdøde.

De gode elementer stopper desværre efter begravelsen. Her begynder den afdødes familie at kræve hans ejendele. Er man ikke opmærksom, kan de let ende med at ribbe den efterladte enke og hendes familie for stort set alt de ejer – det er mere reglen end undtagelsen, i hvert fald i landområderne.

Derudover vides det aldrig rigtigt hvor mange dødsfald der er forårsaget af AIDS, det er stadig et stort tabu som folk nødigt taler om. Dødsårsagen er som regel en anden, men som en doktor sagde: “Vi kan godt behandle symptomer og følgesygdomme, men hvis ikke folk vil behandles for den egentlig årsag, så kan vi jo ikke gøre meget.” Fattigdom forbedres ikke ligefrem når forældregenerationen dør.