Feltarbejde

Vi nyder begge kontor- og hjemmedage med tid til fordybelse og arbejdsro, men det er i mødet med zambianerne at vores hjerter på en særlig måde gløder. De støvede jordveje, børnene der omringer os, mennesker med tro på fremtiden – 'the real Africa' vil altid betage os.

Malene har haft anledning til mange af disse besøg “i felten” hos forskellige KIMI ledere (desværre uden sin fotograf, hvilket fremgår af nogle af billederne ;)
Vi havde 10 ledere samlet for første gang til et KIMI Zambia ledermøde for knap en måned siden. Det er meget kvalificerede ledere som tænker godt og har hjertet på rette sted, og de er alle begejstrede over at kunne få lov at arbejde med KIMI Zambia – det kan man vist ikke få meget bedre?

Lovsang for børn i Kitwe

I Kitwe findes en af landet største Apostolske Kirker. 10 af deres børnemedarbejdere deltog på vores konference i august, og deres vidnesbyrd om hvordan Gud har forvandlet dem, er absolut fantastiske. To af lovsangerne i kirken, som ellers ikke før har arbejdet med børn, ledte lovsangen på konferencen, og det satte nyt i gang hos dem.

Efter at Malene mødtes med deres børnepræst og de to lovsangere, er de nu klar til at gøre deres børnearbejde til en PowerClub. Det bliver vores hidtil største klub med omkring 300 børn som samles hver lørdag. Børnepræsten deltog ikke i træningen i august, men næste uge afholder vi næste PowerClub træning (som er en kompakt udgave af hvad vi brugte en uge på i august), hvor børnepræsten og 4 andre medarbejdere deltager. Kirken har potentiale til at blive omdrejningspunkt og ressourcested for mange PowerClubs i Kitwe, landets 2. største by.

De to lovsangere bliver de første som skal bruge Malenes nye tekstmaterialer om lovsang (som stadig er under udarbejdelse) og vil skabe en børne-lovsangsgruppe. Det er noget vi har længtes efter længe, og vi er meget begejstrede for hvad dette bringer med sig.

Skolelærere med passion og glød

I Chiwala udenfor Ndola ligger en lille privatskole med et kristent lederpar og nogle meget skønne lærere. 8 af deres lærere og børnemedarbejdere deltog på vores august konference, tre deltog som smågruppe-ledere, og to har hjulpet med oversættelsen af KIMI materiale til lokalsprog, bemba. Der er startet tre børneklubber i Chiwala, i skolen, i kirken og en i området, hvor selv muslismske børn deltager. De har forældre som kommer og takker dem for den forandring, de oplever i deres børn. Deres PowerClub tid i skolen er blevet den bedste tid på dagen for børnene, og børnene beklager sig hvis den udebliver. Lærere og medarbejdere er alle unge med passion og glød for Jesus, de vil gerne trænes yderligere til at løfte flere opgaver i KIMI Zambia.

Næste stop... Lusaka

Næste weekend besøger vi en PowerClub i Lusaka, vores hovedstad, hvor børnepræsten allerede har startet flere børneklubber. (Besøget er i øvrigt starten på vores rejste til Danmark for at fejre jul – yeah!)

Er der noget at sige til, at vi elsker vores arbejde?