Uventet afbræk
Når bloggen indimellem ligger stille et par uger, er det som regel et udtryk for at vi har gjort det modsatte – det gælder også denne gang.
Vi havde fuld gang i forberedelserne til vores årlige Graduation (uden tvivl årets største dag i Kaniki) da vi pludselig modtog besked om, at Andreas’ farfar var sovet stille ind. I løbet af to dage fik vi lagt opgaver fra os, pakket kuffert og med omkring 6 timers varsel sad vi pludselig i en flyver. Omend det er en trist anledning at komme hjem til, nyder vi afbrækket fra et intenst liv i Zambia. Det har givet anledning til at bruge tid med venner og familie, masser af julestemning (og -mad!), vinterkulde, hygge i stor stil, og alt hvad der nu hører til et dansk liv i decembermåned.
Kaniki-piger skal sikres færdigheder og indtægt
I Herning fandt vi rendyrket kreativitet hos to søstre som arbejder med deres første fælles designprodukter. Udover et dejligt gensyn og inspirerende besøg gik snakken især omkring hvordan et håndarbejdsprojekt i KOP-regi kunne forme sig. Kaniki Orphans Project har i mange, mange år støttet forældreløses skolegang. Desværre må vi også konstatere at trods hjælp til skoleudgifterne, er der mange børn som ikke består deres afgangseksamen. For drengene kan et kommende cykelværksted være med til at give dem nye færdigheder og en lille indtjening. For pigerne kunne fremtiden være dansk designede håndarbejdsprojekter produceret i Kaniki med henblik på at unge piger kan finde sig en levevej. Vi leger med idéerne i øjeblikket og vil glæde os til at se hvordan projektet kan udvikles.
TAK for jeres store engagement
Det er utrolig skønt at mærke jeres opbakning til vores projekter, det betyder så uendelig meget! Jeres villighed og engagement berører os igen og igen; Malene var forbi folkene bag Aktion Afrika som strikker og samler på livet løs. I øjeblikket samler de sammen til julefesten (som i år bliver til nytårsfest) for børnene i Misaka. Takket være store hjerter i Danmark kan vi sikre alle børnene en julegave!
Inden vi rejste nåede vi at arrangere hjælpen til Cecilies familie som vi skrev om i sidste indlæg. Fordi det fulde beløb kom så hurtigt (en stor TAK til en rundhåndet giver!) nåede en anden også at give. Så da vi dagen efter fik besked om endnu en brænd, kunne vi med det samme sikre familien mad på bordet. Det er da ret fantastisk!
Årets store mærkedag
I Kaniki blev der afholdt Graduation 1. december. 450 gæster var inviteret til ceremonien og samtidig åbningen af vores nye klasseværelsesbygning. Meget mere kan vi ikke berette, men Zoe Joy Harries har lagt en stribe gode billeder på facebook.
Èn af forberedelserne til dagen for Andreas gik på at få opdateret vores skilt ved vejen; vi er ikke længere blot et "college" men "university college".
Andreas var faktisk også den som malede samme skilt for en del år siden men denne gang blev tykke klistermærker sendt fra Danmark (igen, fordi en var villig til at lave og donere det fra Danmark), som møjsommeligt blev sat på det hvidmalede skilt.
Glædelig december!
Vi er hos Malenes forældre i øjeblikket. Så med udsigt over Koldings sneklædte tage vil vi ønske jer en glædelig december!