Hjælpen når frem
Hjemme!
Det føles super godt når man vender tilbage til Zambia fra Danmark, oplever at være kommet hjem. Kaniki er virkelig blevet “hjem” for os. Vi havde en skøn tid i Danmark, nød jeres store gæstfrihed, den kolde, friske luft og masser af god julemad. Vi kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt for en Danmarkstur.
Desværre måtte Andreas en tur på sygehuset med en sammenklappet lunge. Det er sket en gang tidligere så det kom ikke som et stort chok for os, omend det gav ham stærke smerter i flere dage. Vi har fået taget et nyt røntgenbillede hernede som en del af normal tjek-up, og alting er fint. Han har stadig få smerter men de er aftagende og energien er ved at vende tilbage.
Nye børneprojekter i vente
Lige inden afrejse nåede vi forbi Apostolsk Kirkes Børne- & Ungdomsforening som har lokaler i Kolding. Lise, som er en erfaren og dygtig børnemedarbejder, havde samlet en del billedmateriale sammen som ikke længere bruges i Danmark, som sendes med et team herned i januar. Tusind tak, Malene glæder sig til at tage det i brug! Det var en dejlig opmuntring at være forbi, og også høre hvad Gud gør blandt børn i Danmark – det er der desværre nok ikke så mange der skriver om, men Lise havde spændende fortællinger.
Endelig, Kazembe
Vi er i øvrigt ved at lade op til mere børnearbejde i det nye år. En flot gave har gjort det muligt for os at rejse til Kazembe, hvor vi også var sidste år med optikerne, for at lave børnekonference. For især Malene er det et stort ønske som er blevet opfyldt.
Vi glæder os rigtig meget til igen at være sammen med disse skønne børn i landsbyen Kazembe.
Kids School of Ministry
Vi kommer også til i det nye år at tilbyde børn i Misaka muligheden for træning indenfor områderne "Lovsang og tilbedelse", "Bøn og profetisk inspiration" og "Evangelisation og helbredelse". Vi har nogle børn som er fyldt med gaver og kunne blive til opmuntring og inspiration for mange flere. Idéen hedder Kids School of Ministry – mere om det i det nye år!
Kaniki uden stop
Livet leves til fulde i Kaniki, og vi behøvede da heller ikke være væk mere end to uger før at der var masser at fortælle, da vi kom tilbage. Anne-Mette har på sin blog skrevet om en børnedag i Misaka, nødhjælpsuddeling til et par familier og endelig nyt fra Kamalasha hvor en hel flok kvinder blev helbredt for forskellige ting. Zoe har også på sin blog mere om dagen i Kamalasha som er spændende læsning.
Hjælpen når frem
– uden mellemled og administrationsgebyrer
“Man kan slet ikke nå at være med når I samler ind,” var én af kommentarerne i Danmark. Og det er jo ikke helt ved siden af; vi er meget overvældede og taknemlige for jeres villighed og lyst til at give.
På rekordtid fik vi sikret Cecilies familie gødning og såsæd, og tilmed penge nok til i hvert fald at sørge for det allermest basale til familien. Det gør virkelig godt at vide at en familie med seks børn ikke behøver stå op om morgenen og tænke; “hvor skal jeg gå hen i dag for at finde nok til min morgenmad?”
Anne-Mette var budbringer af “gaven” som naturligvis bragte store smil frem.
Også Betha, Ruth og deres mor modtog med stor glæde nyt tøj efter en brand i deres hus. Vi skal lave endnu et besøg hos familien for at tjekke op; hvorvidt deres majs også brændte vil afgøre, om der er behov for yderligere hjælp.
Swimmingpool og flæskesteg – rigtig jul
Julen står for døren – også i Kaniki. I går blev julegrisen blevet slagtet og småkagedejen sat på køl. Juletræet er blevet “hentet hjem” fra sin kasse i depotet og står nu pænt foldet ud.
Idag står den på småkagebagning og risengrød med nogle venner fra Misaka.
Mærkeligt som man kan vende sig til at forbinde jul med swimmingpool og plastikjuletræ, men det er faktisk næsten sådan vi har det.
Juleaften holder vi med vores gode venner på farmen, Birgitte & Dan med deres tre børn. Når først solen er gået ned er der intet til hinder for en hel traditionel, god dansk jul – så længe man lige har et par madvarer med i kufferten :)
2. juledag kommer et andet hold meget gode venner, Noomi & Jacob. Det er første gang vi sådan “rigtig” får vennebesøg hernede, og vi ser helt vildt frem til en uge i deres selskab!
Vi ønsker jer alle en rigtig dejlig juletid og et velsignet nytår!