Zoe Pump
Andreas har gennem længere tid arbejdet sammen med Lifeline som har base i Ndola. En ny hjemmeside til Lifelines Zoe Pump er næsten på plads, men allerede nu kan I få lov at få et lille smugkig her.
Rent drikkevand til under halv pris
Forurenet drikkevand er årsag til 80% af al sygdom og dræber flere mennesker hvert år end al vold og krig.
I vores del af verden dør 3 ud af 5 børn før deres 5 års fødselsdag. En stor del grundet manglende adgang til rent og sikkert drikkevand
Sådan skriver Lifeline i deres materiale om Zoe Pump. Det er ikke svært at forstå at de er glade for at have fundet en vandpumpe til 1/5 del af prisen for hvad en almindelig pumpe koster.
De vandpumper som de fleste NGO’er køber, er lavet af støbejern. Zoe Pumpen er lavet af materialer som alle er let tilgængelige i Zambia; PVC-rør, søm, gummipakninger lavet af genbrugsmateriale. Den er let at reparere uden at skulle bestille specialdele hjem fra eksempelvis Sydafrika.
Mange steder ser man vandpumper som ikke længere fungerer. Her kan Zoe Pumpen erstatte den gamle pumpe – igen til en betydelig lavere pris. Samtidig er Zoe Pumpen mere effektiv, og dens lette vægt gør den lettere at pumpe.
Lifeline har fået patent på pumpen som allerede er blevet installeret flere steder.