4 blodige og fantastiske dage
4 intense dages familiekonference i Misaka er veloverstået. Mere end 250 børn og voksne deltog, og den lille landsbykirke var tætpakket. Blodet – og særligt Jesus’ blod – gik som “den røde tråd” gennem hele programmet og blev belyst fra mange forskellige vinkler gennem drama, “Doktor Hjertegod”, undervisning, sang og dans, familieløb mm. Teamet fra Mariager Højskole bar en stor del af programmet og leverede en fantastisk og engageret indsats – en kæmpe TAK til alle dem!
Blod på dørstolperne
Konferencens første dag, torsdag, startede med familiegudstjeneste om “den råde tråd” og frelse og tilgivelse ved Jesus’ blod. Torsdag eftermiddag var også i blodets tegn. Familierne blev i hold sendt på løb hvor de ved fortælling og aktiviteter blev taget gennem historien om Påskelammet og israelitternes flugt fra Egypten – og hvordan det altsammen peger hen på Jesus’ død på korset.
Som flere sagde, “det var nok ikke gået i Danmark”, men i Misaka var de ikke blege for rent faktisk at slagte påskelammet (som i dette tilfælde blev en påskeged). Den blev slagtet, hængt i et træ, blodet taget fra og smurt på dørstolpen – og dagen efter blev den til alles frokost.
De enkelte familier fik derefter lov at lave deres eget skilt til at hænge over døren som en erklæring om at deres hjem tilhørte Gud og var dækket af blodet som under israelitternes påske.
Helbredelse i Jesus' blod
Solfrid, teamleder, underviste fredag om helbredelse i Jesus’ blod. Den kære “Doktor Hjertegod” illustrerede med stor indlevelse hvordan vi er skabt med hvide blodlegemer til at beskytte os mod sygdom. Solfrid linkede den naturlige helbredelsesprocess som er lagt i vores blod med den helbredelse som finder sted i Jesus’ blod.
Vi sluttede formiddagen af med at bede for syge, teamet fra Mariager i samarbejde med udvalgte børn fra børnekirken. Det var en skøn formiddag hvor mange blev helbredt for forskellige smerter og ben voksede ud gennem bøn fra børn og voksne. Dejligt!
Om eftermiddagen underviste Solfrid forældrene i forskellige familierelaterede emner og tog tid til at bede med mennesker. De voksne var meget glade for hendes undervisning og sugede til sig. Imens var teamet i fuld sving med at underholde børnene gennem alverdens lege og aktiviteter. Med omkring 200 børn var der nok at se til og holde styr på, men børnene havde uden tvivl nogle meget dejlige eftermiddage.
Fri adgang til Guds nærvær
Malene havde særligt set frem til lørdag formiddag hvor hun skulle undervise om Moses’ tabernakel og “Det allerhelligste”. Pagtens ark med keruber og herlighedsskyen lyste op i midten af kirken mens ypperstepræsten gjorde sine forberedelser til at kunne træde ind i “Det allerhelligste”. Kun én gang om året – efter helt bestemte retningslinjer – kunne ypperstepræsten nærme sig arken, stedet hvor Guds nærvær hvilede. Et tykt forhæng adskilte mennesker fra den Almægtige Gud.
Sidst i undervisningen rykkede vi “forhænget” frem i kirken så det dækkede for det allerhelligste med pagtens ark og kirkens store kors i baggrunden. Malene fortalte hvordan Jesus med sin død på korset banede vej for os så vi nu kan træde helt ind i Guds nærvær. Vi “flængede” forhænget fra øverst til nederst og gav derefter anledning til at alle kunne gå gennem forhænget og være i Guds nærvær.
Gud var stærkt til stede og mødte mange efterhånden som folk kom frem og knælede ved korset. Det var en stor glæde at se mødre med deres børn – sammen opleve Gud, og i det hele taget hvordan Gud berørte de mindste til de ældste!
Nytårsparty og (jule-)gaver
Lørdagen blev også brugt til årets nytårsfest. Efter formiddagsgudstjeneste, et godt måltid mad og masser af aktiviteter, havde teamet forberedt en lille “fest-samling” med stjernekastere og sjove indslag. Afslutningsvis blev årets julegaver uddelt – igen et projekt som Aktion Afrika i Herning stod for – til stor glæde for børnene.
Indviet til tjeneste
Søndag afsluttede vi med endnu en familiegudstjeneste hvor Solfrid underviste om Moses som salvede, indviede og ordinerede Aaron og hans sønner til præstetjeneste. Også ved den begivenhed indgår blodet som blev smurt på deres højre øreflip, højre tommelfinger og højre storetå som en indvielse til at tilhøre Herren.
Endnu engang havde vi vores kunstige blod fremme og gav anledning til at børn og voksne kunne indvie sig til Gud gennem en symbolsk handling, hvor vi netop smurte blod på højre øreflip, tommelfinger og storetå.
Det var vores første familiekonference, men formentlig ikke den sidste. Det at familier sammen oplever Gud var en stor oplevelse som vi håber kan få betydning få den åndelige liv i vores familier. Det var en stor glæde at se børn bede til helbredelse for de voksne og i det hele taget at alle kunne deltage på lige fod. Derudover lever vi i et samfund med meget lidt fokus på familier, og hvis kirken kan blive det sted hvor forældre bliver udrustede til ægteskab, familieliv og børneopdragelse, ville vi være med til at give vores familier noget meget værdifuldt.
Vi er endnu engang fuld af taknemlighed til Gud, som vær stærkt til stede gennem hele programmet og virkede i manges liv!