Langvarig og stor glæde

Der er nogle ting som giver en hel særlig glæde og begejstring; vores Kids in Ministry konference for et par uger siden, hører i den kategori.

Ledere i vækst

Det er en stor glæde at være med til at bygge noget som rækker langt ud i fremtiden. For vores ledere har træningen gennem Kids in Ministry været en øjen- og hjerteåbner, som har ændret deres syn på børn og deres måde at være blandt dem. Skiftet fra traditionel (og halvkedelig) søndagsskole til børneklubber med liv, hvor børn får lov at lege og være børn, samtidig med at der skabes mulighed for at de kan møde Gud – er enormt, og vi er så stolte over at se vores ledere gribe visionen og gøre den til virkelighed.

Eva Kibinda (tv. i billedet)blev trænet i april på vores tur til Kasempa. Hun startede med det samme en PowerClub i sin kirke, men hun havde pludselig fået en kærlighed til børn og ønskede at hjælpe på andre måder. Derfor startede hun en skole for landsbybørn som hun underviser hver formiddag, mens eftermiddagen bruges til børnemøder for skoleeleverne. En landsbyleder hørte om arbejdet med PowerClubs og inviterede Eva til at starte en børneklub i sin landsby. Det samme skete i endnu en landsby. Eva leder altså nu 4 PowerClubs med i alt omkring 300 børn, som hver eneste uge bliver mødt med kærlighed og vokser i deres relation til Jesus. Eva hører til vores guldmine af børnearbejdere i Kids in Ministry Zambia.

Nelson Mwale (i midten af billedet)er børnepræst i Lusaka i en PowerClub med mere end 100 børn. Der har været en glæde at følge hans udvikling. Han blev trænet sidste år i august og er fantastisk blandt børnene. Flere af børnene bliver nu brugt ved søndagsgudstjenesterne både med praktiske opgaver og til at bede for de voksne. Nelson fortalt også, hvordan han træner børnene i at høre Guds stemme, efter vi havde besøg af Pamela Ayers i maj måned. Nelson tilser flere PowerClubs, og skal for første gang være med til at afholde en PowerClub træning i Eastern Province sammen med et team af KIMI ledere.

På dette års konference kørte vi to spor af seminarer; dels vores PowerClub træning for nye medarbejdere og et lederseminar for dem, som allerede er certificerede til at lede PowerClubs. For første gang ledte Given, vores gode veninde og medarbejder, PowerClub træningen sammen med to andre zambianske medarbejdere, mens Malene blot deltog i et par af lektionerne. På mange måder er det langt bedre når zambianere underviser zambianere, så det er en meget glædelig udvikling.

Helbredt for knoglekræft

En deltagers søn var indlagt under konferencen med, hvad lægerne sagde var knoglekræft i benet. Onsdag var han planlagt til operation, men da faderen ikke vidste at drengene skulle være fastende, blev operationen udskudt til torsdag.

Det var ikke før onsdag vi blev klar over situationen, men tog tid til at bede for ham under vores aftenmøde. Moderen ventede spændt på et opkald torsdag efter operationen. Hun frygtede at sønnens ben var blevet amputeret. I stedet blev hun ringet op at sønnen var blevet udskrevet. De havde lavet en sidste test af knoglen, som viste at der ingen kræft var! Skønt mirakel!

Indre lægedom

Igen i år havde vi sådan et skønt Gudsnærvær. Mange havde et stærkt møde med Gud og oplevede indre lægedom på forskellige planer. I en kultur hvor Gudsforhold ofte er distanceret og frygtfyldt, er det så glædesfyldt at se vores ledere vokse i en kærlig relation til Gud og udtrykke det i dyb, ægte tilbedelse af Ham. Vi havde særlig en aften kun med lovsang, først i stearinlysets skær (pga. strømafbrydelse) efterfulgt at en times “Hillsong lovsangskoncert” på storskærm. Meget speciel aften, som nogle af deltagerne udtrykte det

“The atmosphere was charged with the presence of God.”

Fodbolde til Zambia

Michael Vigsø og Niels-Peter Hedegaard fra Åbenkirke, Herning, var med på konferencens sidste dage – mere om deres besøg i næste blogpost. Michael havde fået 25 fodbolde doneret fra et firma i Danmark. Det kræver ikke mange midler at lede en PowerClub i Zambia (men det kræver stadig midler at træne og tilse – så det var ikke en opfordring til at stoppe med at give ;) men en fodbold er næsten et must i denne kultur. Så det var en stor glæde at kunne overrække fodbolde til alle vores PowerClubs, sammen med nye tekstmaterialer til brug i klubberne.

Yeah!

En fantastisk uge med mennesker vi holder meget af. 50 lederede og medarbejdere som samlet set rækker ud til mere end 1300 børn hver eneste uge.