Et særligt besøg
August bød på et særligt besøg; Niels-Peter Hedegaard og Michael Vigsø fra Åbenkirke, Herning. Vi bringer her et udpluk fra deres besøg i ord og billeder – og lidt mere om de 25 fodbolde som blev delt ud til vores KIMI ledere.
Undervisning
Niels-Peter er præst og Michael institutionsleder, så en rigtig god duo for en børnemedarbejderkonference. De ankom til Zambia onsdag under vores KIMI konference hvor de underviste torsdag og fredag formiddag, og Niels-Peter prædikede begge aftner. Det var til stor velsignelse for mange af vores ledere, som var meget inspirerede og opmuntrede af undervisningen og forbøn.
Team building
Michael havde derudover torsdag eftermiddag planlagt forskellige team-building aktiviteter for vores medarbejdere. Zambianere elsker at lege, men det er ikke noget som praktiseres – heller ikke blandt børnene. Derfor er det godt ikke kun at tale om at lege med børnene, men rent faktisk opleve hvor befriende det er – selv for voksne – at få lov at bruge sin krop og have det sjovt sammen. Super god eftermiddag.
Vision og hygge
Niels-Peter er vores kontaktperson i Danmark, og han – og hans kone (May-Britt, du må med næste gang!) – hører til blandt vores gode venner, så det var dejligt at have tid til bare at være sammen, hygge, grille, vende verdenssituationen og bede sammen.
Der var flere mennesker, som vi bygger team med, vi gerne ville Niels-Peter skulle møde, så vi havde blandt andet nogle dage sammen i en lille Game Park ikke langt herfra med en lille gruppe af mennesker. Tid til at tale vision, kirke og hvad der ellers rør sig, rigtig dejligt!
Motorcross
Endelig har de to herre begge hang til motorcykler, så vores venner Lene & Dale havde arrangeret at de kunne prøve motorcross-banen i Kitwe. Michael var høj længe efter! Men billeder (og video) må I efterspørge hos ham selv.
Fodbolde til Zambia
Michael havde fået 25 fodbolde doneret af en sponsor i Danmark til uddeling i vores børneklub – eller rettere, til lederne som deltog på konferencen. Det skrev vi også lidt om i sidste blog. I søndags havde vi anledning til at besøge en af vores børneklubber for at tage billeder, som sendes hjem til sponsoren. Det blev til nogle ganske gode skud – og også et par billeder af hvordan det er at have Noa med på kirkebesøg :)