Skal du til Zambia i august?

Som det fremgik af sidste nyhedsbrev er vi om få dage på vej til Danmark for at være klar til vores baby melder sin ankomst, noget vi ser utrolig meget frem til! Graviditeten har betydet at Malene har kørt på nedsatte kræfter gennem længere tid og nu går på barsel, men alligevel sker der spændende ting i vores projekter.

Intet grød går til spilde

Vi glæder os også over opstarten af madprogrammet i Misaka. Ved første uddeling var en del af de største elever skeptiske og syntes majsgrød kun var til små børn. Efter modvilligt at have smagt på grøden, er de nu så begejstrede at efter alle har fået, stikker de største elever af med gryden for at kunne skrabe bunden i fred.

Der kommer løbende flere sponsorer til som aktivt ønsker at involvere sig i børnenes liv og hverdag, så det er dejligt at mærke en god opbakning til projektet. Vi har ikke før skulle skaffe sponsorer og havde derfor ikke megen idé om hvor let eller svært målet om 150 børn ville nås. Det ved vi for så vidt stadig ikke, men vi glæder os over hver en sponsor som tilmelder sig programmet.
Pt. har vi omkring 40 børn sponsorerede og arbejder fortsat på at tiltrække flere.

I Misaka er glæden over projektet stort, og den glæde smitter og giver kreativitet til på bedst mulig måde at “sælge” projektet. På sigt skal madprogrammet også gerne vise sig i forbedrede eksamensresultater – allerede nu kan det, så vidt vi forstår, ses på fremmødet, og det har jo også betydning.

Vil du være med til at skabe endnu flere smil i Misaka? Tilmeld dig programmet og glæd dig til at kunne hænge dit “personlige smil” (man smelter helt ved synet af de billeder som præger hver enkelt sponsorbarns postkort) på køleskabet.

Kids in Ministry Træningskonference

Andreas er ved at lægge sidste hånd på invitationer til vores første Kids in Ministry træningskonference som afholdes sidste uge i august. Det er med stor begejstring at vi kan indbyde børnemedarbejdere til en uge med træning, workshops, netværk og tid i Guds nærvær! Vi ved at behovet for træning af stort og har fået mange forespørgsler allerede, så vi håber dette også må gribe præsternes hjerte, så de sender deres medarbejdere afsted.

Deltagerprisen bliver ikke mere end 100 kr. selv om det langt fra dækker udgifterne. Vi vil gerne give så mange som muligt chance for at deltage og har derfor søgt midler hos Kids in Ministry International, for at kunne tilbyde konferencen så billigt som muligt. Vi har lejet konferencefaciliteter på Kaniki Bible University College og forventer 70-100 deltagere.

Startskuddet til KIMI Zambia

Konferencen bliver på mange måder det officielle startskud på Kids in Ministry, Zambia. I omkring et års tid har Malene været i dialog med ledelsen i USA, gennemgået deres korrespondancekursus, vi er ved at oversætte deres undervisningsmateriale til lokalsprog, og en håndfuld zambianere er nu også igang med korrespondancekurset. Vi er fortsat meget glade for dette samarbejde men også meget spændte på hvordan det vil blive modtaget af kirkeledere og børnemedarbejdere i Zambia.
Så selvom det måske virker mest som “blot endnu en konference”, er det med lidt bæven at vi søsætter dette projekt. Dels er vi spændte på modtagelsen af projektet, samtidig er vi begejstrede over hvad det kunne blive starten på, og endelig har vi også en baby som skal synes, det er en god idé.

Vil du være med?

I må meget gerne have det med i jeres bønner – og skulle nogle have lyst at være med, enten som deltager, underviser, musiker, frivillig eller babysitter, er I meget velkomne! Det vil være en god anledning til ægte “Afrika-oplevelser”, at komme tæt på vores arbejde, og naturligvis en stor hjælp for os. Så hvem ved, måske nogle skulle gribe anledningen?