Awesome!

Smukt! Ubeskriveligt! Storslået! Fantastisk! Superlativerne bliver hurtigt opbrugt i de canadiske bjerge. Sneklædte bjergtinder, brusende vandfald, turkisgrønne skovsøer og granskov så langt øjet rækker - det er nogenlunde hvad vi stod op til samtlige feriedage.

Fra Toronto rejste vi med toget tværs gennem landet til Jasper midt i Canadian Rockies. Togrejsen var en flot måde at opleve lidt af dette kæmpe land, og samtidig en hel kulinarisk oplevelse med lækker forplejning.

Vores tid i bjergene var fantastisk. Vi havde lejet bil og kørte rundt med vores lille telt fra sted til sted. Vi har sovet tæt på bjørnene, med udsigt over bjerge, til lyden af brusende vandfald eller klukkende bække, i høj sol og i snevejr kun få hundrede meter fra os. Ja, det var koldt om natten, men godt med tøj og soveposerne lynede sammen til én, så gik det ganske godt. En god vandretur efterfulgt at friskbrygget kaffe var næsten en daglig ferieingrediens.

Hvis vi skal highlighte et par ting må det være:

Rigt dyreliv. Vi har set sorte bjørne, grizzly bjørne, coyote, mange hjortearter og bunkevis af nysgerrige egern. Dog ikke alle kunne vente på vi fik kamereaet fundet frem.

Tidlig morgensol over Lake Louise i hjertet af Canadian Rockies.

Varm kop kaffe i rustikt, gammelt thehus efter vandretur til Lake Agnes.

Overnatning på naturcampingplads med udsigt til Takkakaw Falls til den ene side og sneklædte bjergtinder på den anden.

Tyrkisblå Peyto Lake langs Ice Field Parkway – godt 150 km gennem bjergene hvor man er nødt til at stoppe igen og igen bare for at tage en dybindånding og sige "wow!"

3 dage downtown Vancouver. Nordamerikas største Aquarium med belugahvaler som hovedattraktion. Hele byen fester i høj sol på Canadadag. Og naturligvis... mad- og kunstmekka på Granville Island.

Der er naturligvis mange flere billeder i galleriet
– den fulde version med 590 billeder og en lettere udgave med 100 billeder.