Lad mig fortælle dig en hemmelighed

... om nogle af de hverdagsoplevelser som gør livet i Zambia til noget særligt.

Mad til Wendys familie

Wendy er en dejlig pige på 9 år som desværre vokser op i meget kaotiske omgivelser. Mistede sin far for et par år siden, moderen HIV-positiv, den mellemste i en søskendeflok på 7, hvoraf den mindste er en lille baby opkaldt efter Malenes far, Torben. KOP (Kaniki Orphan Project) hjælper familien med skolegang, men ellers er de overladt til sig selv. Oven i hatten har Wendys storesøster født et handicappet barn med blødt hoved og bløde ben som aldrig bliver stærke nok til at bære hende. Babyen bor også sammen med Wendy. Puha, jeg berøres hver gang jeg skal skrive om den familie.

Til gengæld, hvor er det så skønt når Wendy kommer og fortæller at familien ikke har mere mad, og man så kan tage på shopping i sin Motoka (Wendy elsker at køre bil!). Kylling, majsmel, madolie, brød, bananer og en muffin til køreturen. For 150 kr. og én times arbejde kan man sørge for at børnene ikke behøver gå sultne i seng de næste fjorten dage.
At give Wendy et stort knus og se hende lyse op i et smil, det er alle pengene værd!

Goodwills kone hjem fra klinikken

Én af vores arbejere, Godwill, ringede lørdag formiddag om vi ville køre ham og hans kone hjem fra klinikken. Hun så temmelig sløj ud da jeg hentede og måtte hjælpes de få meter ud til bilen. 10 km., 23 kr. til lidt ekstra mad og 45 min. tog det at redde dagen for et ægtepar med akut brug for en hjælpende hånd.
Da jeg stødte ind i Goodwill i dag, fortalte han at hans kone intet kunne huske fra køreturen, så hun har virkelig haft det skidt!

Børnekirke i bushen

Vores gode venner, Jane og Manfred, er omdrejningspunkt for skole, klinik og kirke et godt stykke ude i bushen. Jane står alene for deres børnekirke om søndagen. Omend hun gør det rigtig godt og elsker børnene, er der måske lidt sjov og kreativitet som mangler for at børnene virkelig fanger budskabet. Malene havde børnekirke i søndags med hjælp fra et lille team af to børn og en volontør fra Kaniki. Ét stort stykke papir, lidt maling, to hånddukker og 10 km. på grusvej var alt det krævede at bringe smil og glæde frem hos 25 børn, som forhåbentlig også lærte lidt mere om at stole på Gud.

Sidder du nu og tænker at vi er priviligerede fordi vi bor i et samfund, hvor det er nemt at gøre en forskel?
At vi med meget lidt har mulighed for at flytte utrolig meget?

Du kan også være med!

Wendys tag skal repereres inden regntiden sidst i oktober, hvis ikke de skal svømme væk. Én af vores folk her på stedet er ved at undersøge hvor meget det kommer til at kræve.

Jane og Manfreds lastbil er brudt sammen for længe siden. Den eneste måde de kan fragte varer – og sig selv – er ved at gå omkring 6 km. hver vej for at nå til en asfalteret vej, hvorfra de kan fange en bus til byen. Hvordan de går så mange kilometer dag efter dag, får deres varer fragtet til byen (de driver selv lidt landbrug) og selv får varer med hjem igen (ja, de har nemlig også en lille shop ude i landsbyen med de vigtigste fornødenheder), det er næsten ikke til at forstå. Lastbilen har også været brugt til at samle folk op på vej til gudstjeneste da de nemt kan komme til at gå 10 km. hver vej.

Jane og Manfred har brug for en ny lastbil!

Om et par uger skal vi fortælle jer mere om hvilket fantastisk arbejde de gør blandt de aller fattigste i Zambia, men indtil da kan du jo overveje om du skulle være med til at give dem en ny lastbil.

Søndag eftermiddag var vi så heldige at finde to nye badesøer langt ude i bushen kun omkring tre kvarter herfra. Vi plejer at sige at vi kun har det sjov vi selv finder på, så et sådanne fund bringer meget stor glæde. Temmelig rent vand og mulighed for at tage sol og springe fra klipper. Vil du med? Vi tager nok afsted igen i næste weekend, så der er en uge til at gøre sig klar ;)